Endnu en uge er gået her på Søglimt, og vi nærmer os både fødsels-scanningen og terminen med spænding. Alva viser tydelige tegn på, at der sker noget – hendes omfang vokser støt, appetitten er stigende, og hun nyder de ekstra godbidder og forkælelse, hun får i denne tid.
Hendes temperament over for de andre tæver er også ændret lidt – lunten er blevet kortere, og hun virker mere beskyttende, hvilket vi tager som et tegn på, at hendes moderinstinkter så småt begynder at melde sig. Vi er helt sikre på, at hun bliver en fantastisk mor, når den tid kommer.
Det bliver særligt spændende at se dynamikken mellem Alva og de to unge tæver, når hvalpene først er ankommet. De vil uden tvivl være meget nysgerrige og interesserede i de små, og vi ser frem til at følge, hvordan det samspil udvikler sig.
Indtil videre tager vi det dag for dag og sørger for, at Alva har det godt og trygt. Hun bliver forkælet lidt ekstra – det har hun bestemt fortjent, og det lader til, at hun nyder det i fulde drag.